Jordprøver er grundlaget for en god gødningsplan

Det kan være en rigtig god forretning at kende jordens pulje af næringsstoffer, så man har mulighed for at gribe hvis det viser sig tallene er på vej i en forkert retning.

Efteråret er et godt tidspunkt at få udtaget jordprøver. Der har man mulighederne for at få givet kalk de steder hvor der viser sig et behov, samt justere forårets gødningsplan ind efter indholdet af fosfor og kalium i jorden.

Kalk kan i princippet tilføres hele året. Kalken skader ikke voksende afgrøder, men hvis reaktionstallene er meget lave, skal kalken indarbejdes i jorden for at få fuld effekt med det samme.

GPS-jordprøver er den rigtige løsning

Ofte bliver man overrasket over hvor stor variation der kan være i jordbundstallene, selv inden for den samme mark. Typisk er årsagen at jordtypen varierer, eller at der i tidens løb er lagt flere små marker sammen, alle med forskellig dyrkningshistorie. Her er GPS-jordprøver for alvor et relevant alternativ.

Vi tilbyder at udtage jordprøver med GPS, hvorefter analyserne kan benyttes som grundlag for positionsbestemt tildeling af kalk. Det giver mulighed for at tildele lige netop den mængde, der er behov for i hvert område af marken.

Du har ikke råd til at lade være:

Husk at en jordprøve ”holder” 3-4 år, så hvis du regner på hvad det koster pr hektar pr år at have opdaterede jordprøver, vil du opdage at for 40-50 kr pr hektar pr år kan jordprøverne holdes ajour. Til den pris skal der kun spares meget få kg gødning, eller hentes et beskedent merudbytte før resultatet i sidste ende bliver positivt.